Anmeldelse – Slottet, Århus Teater

Hvad gør man, når noget synes uopnåeligt? Man
kan vie sit liv til at nå målet, eller man kan give op, og leve sit liv.
Slottet er en historie om en mand, der ikke giver op.

Landmåleren K ankommer til en lille landsby,
hvor eller hvornår ved man ikke. Han er blevet ansat som landmåler af det
nærliggende slot. Men det er for sent at fortsætte helt op til slottet, så han
må overnatte på landsbyens kro.

Det skal dog vise sig, at der ikke er brug for
en landmåler, og at fremmede ikke bare sådan kan få adgang til slottet. For
folkene i landsbyen er det indlysende, men K nægter at lade sig hindre. Han vil
i kontakt med slottet, og dermed meningen med sin tilstedeværelse i landsbyen.

Adskilt af korte perioder med mørke kommer og
går folk på scenen ad skjulte døre. Handlingen udspiller sig i disse nærmest
filmiske scener. Der er ingen fornemmelse af, hvor lang tid der er gået mellem
hver scene.

Scenografien er på en gang enkel og godt udtænkt.

Sorte plateauer omkranser skuespillerne. Jo
dybere man kommer ind i scenen, jo mindre er plateauet. Som ringe i en målskive
ender det længst inde i et rum, der er så lille, at det er stort set umuligt at
være der.

Jo nærmere K synes at være på at nå målet, jo
tættere kommer handlingen på midten af målskiven, og jo mere modstand møder K.

Særligt én scene viser dette princip.
Erlanger, en oversekretær til en af slottets embedsmænd, er i byen, og
hungrende efter kontakt med slottet står byens borgere i kø for at få en
audiens med sekretæren. De er så langt inde i skydeskiven, at de ikke kan stå
oprejst.

Når håbet om at nå op til slottet igen knuses
ryger han tilbage på niveau et.

Det nærmeste K, og publikum, kommer på slottet
er et papirslot, der bliver bygget af gamle sagsakter. Sagsakter, der skulle
have hjulpet K med at blive klogere på sin ørkesløse stræben efter slottet og
meningen med sit ophold.

Slottet viser på fornem vis det tragikomiske
i, at stræbe efter det uopnåelige. K’s målbevidsthed gør ham blind for
virkeligheden. Alle i landsbyen ved, at slottet er uden for rækkevidde.
Barpigen Frieda, kælent spillet af Mette Døssing, forsøger endda at give ham et
opnåeligt alternativ, da hun, hængende i hans arme, foreslår, at de kan tage
til Sydfrankrig eller Spanien. Hun er træt af at stræbe efter slottet. Men K
kan ikke give op. Slottet, og dermed svarene på hans spørgsmål er blevet en
besættelse for ham.

Jesper Ahnfeldt og Andreas Carlsens lysdesign,
og skuespillernes solide præstationer, får hurtigt publikum til at glemme, at
de eneste rekvisitter er et tæppe, en telefon, en bog og nogle papirer.

Med enkle virkemidler er det lykkedes
instruktør Runar Hodne, at lave en fængslende udgave af den gamle
Kafka-dramatisering.

---