Anmeldelse – Suppe & Kanoner på Svalegangen

Man glemmer næsten, at man er i teatret. Omkring
alt for små borde taler folk højt med hinanden allerede 30 minutter inden
forestillingen skal begynde. Det er nødvendigt for at overdøve lyden af de
bedste danske evergreens, ifølge statens kulturkanon, der fylder rummet. I
forbindelse med Suppe og Kanoner er det lykkedes for Svalegangen, at mase 65
mennesker ind i foyeren på første sal, hvor stykket spilles.

De gør det godt, Sanne og Anita, spillet af Tina
Steen Jensen og Anne Voigt Christiansen, så godt, at man kunne blive i tvivl
om, hvornår stykket rent faktisk starter. Er det i gang, da skuespillerne
serverede suppe for samtlige i publikum? På det tidspunkt er illusionen meget
velfungerende. Skuespillerne er meget troværdige i rollen som indehavere af
cateringfirmaet Suppedasen, der skal servere suppe til aftenens litterære
arrangement. Man føler ikke, at de spiller nogen, der serverer suppe, så meget
som de bare serverer suppe.

Aftenens hovedperson er udeblevet, så Sanne og
Anita bliver nødt til at overtage underholdningen. De finder en kuffert fuld af
bøger, og begynder at læse op af den danske kulturskat.

Og så kommer man pludselig i tanker om, at man er
i teatret. Væk er naturligheden, væk er den flinke dame, der ville vide, om
suppen var god. I stedet får man to skuespillere på en scene. Publikum, hele
opstillingen med servering af suppe, cafestemning og sjov og ballade har
udtjent sit formål få minutter inde i forestillingen. Resten af tiden er man
efterladt med sine tanker om, hvorfor halvdelen af publikum skal sidde med
ryggen eller siden til scenen, når det ikke bliver brugt til noget.

Der går dog ikke længe, før publikum finder sig
til rette i de mere vante teaterkonventioner. Vi er i teatret. Ti stille og
hold øje med scenen.

Trygt forbi de indledende runder tager Voigt og
Steen fat i sagens kerne. Hvad er kulturkanonen. Hvad er det for nogle værker,
der er indeholdt i den og hvad betyder den slags for helt almindelige danskere?

Mens de roder rundt i bøgerne på gulvet, for
undertiden at falde over noget, de absolut må læse op modtager den
kærlighedshungrende Anita  SMS’er fra
Kierkegaards Johannes Forføreren. Schack Staffeldts “Indvielsen”, et
digt fra romantikken om vækkelsen af digterkaldet ender i en diskussion om,
hvorvidt det er pænt – og hvorvidt der er tale om en mus eller en muse, der
nedsteg i aftenrøden.

Et af de mest velfungerende øjeblikke i stykket
er hvor skuespillerne krydslæser lignende temaer fra forskellige værker. Det
gøres så godt, at man ganske glemmer, at der skulle være tale om to kvinder
uden litterær baggrund, som man kunne læse i programmet.

På kompetent og undertiden morsom vis binder de
et par hundrede års litteraturhistorie sammen i en forestilling, der allerede
efter få minutter forlader sit setup. Suppeskålene står tilbage som en gimmick,
og er i sidste ende mere med til at bryde illusionen end til at skabe den.

Det er en underholdende og velsmagende måde at
bruge en time på, men man føler aldrig rigtig, at nogen har noget særlig
vigtigt på hjerte.

Suppe
& Kanoner:

Forfattere: Voigt og Steen

Skuespillere: Anne Voigt Christiansen og Tina Steen Jensen

Instruktør: Gitte Aagard

Lysdesign: Sune Schou

Lysafvikling: Mogens Knudsen

Kostumier: Berith Ann Christiansen

---