Selvom 80’erne og yuppiernes tid efterhånden ligger en del år tilbage, så er visitkortet stadig ikke helt passé. Til gengæld er det gode gamle Rolodex ikke længere relevant.
Der findes mange gode råd til, hvordan du skiller dig ud i mængden med dit visitkort, men Rolodexets hedengang har gjort en af de mest simple metoder langt mere relevant end den ville have været tidligere.
Mine nye visitkort ankom med posten i dag. Lækkert papir, rigtig fint tryk, og et lidt usædvanligt format.
Disse Minicards fra Moo.com er en ekstremt simpel løsning på det basale problem, at alle visitkort ligner hinanden. Uanset hvor kedeligt dit design er, vil der blive lagt mærke til, at dit visitkort kun er halvt så højt som 95 % af de visitkort folk modtager. Og da ingen bruger et Rolodex alligevel behøver du ikke være bange for at blive overset i karussellen.
Jeg er meget tilfreds med kvaliteten af printet fra Moo.com. Selvom det ikke er offset-tryk står teksten knivskarpt (en del skarpere end billedet). Fordelen ved digitalt tryk er, at hver eneste kort kan have en forskellig bagside, uden at det påvirker prisen. Jeg holdt mig til to forskellige, men jeg kunne have fået 100 forskellige, hvis jeg gad designe så mange.
Normalt ville visitkortdesign høre til i InDesign, men Moo.com modtager kun designs i Photoshop-format. Ikke ideelt, men det var en smal sag at flikke noget sammen i Photoshop, som jeg så kunne uploade til Moo.com.
Her er mine nye kort. Vistaprint kunne lære en del om emballage her.